Et kig i Nahjul Balagha af Imam Ali (as)

I Guds navn, den Nådige, den Barmhjertige

Et af de fundamentale emner som bliver behandlet i Nahjul Balagha, er relateret til de teologiske og metafysiske emner. Der er omkring 40 steder i prædikerne, brevene og aforismerne hvori disse emner bliver behandlet. Ali ibn abi Talib fortæller om himlen og jorden og dets system. Til tider fortæller han om de forskellige skabelser såsom flagermusen, påfuglen eller myren og deres roller i det Guddommelige design, og hvad formålet med deres eksistens er.

Det teologiske, filosofiske og metafysiske glimt

”Har du observeret de små skabelser som Han har skabt? Hvorledes Han har gjort dem stærke og perfektgjort deres struktur, formet deres hørelse – visionsorganer? Hvordan Han har stilet deres knogler og skin? Observer myren med dets lille krop og delikate form. Den er så lille, at dets træk er svær at få øje på med de bare øjne, og så ubetydelig at man ikke tænker på det. Se hvor ihærdigt den vandrer på jorden, og samler sit levebrød. Den bærer korn til dets hul, og anbringer det i dets lager. Den samler gennem sommeren til vinteren, og når vinteren kommer, så forudser den tiden til at komme frem igen. Dets levebrød er garanteret og designet til dets bygning. Den Godgørende og Sørgende glemmer, eller svigter den ikke.  Han fratager den ikke fra noget som helst, uanset i hvilken tilstand den befinder sig i…” 

Alligevel er de fleste af monoteismens diskussioner rationelle og filosofiske. Han behandler problemer som ikke har været rørt før ham, såsom at Gud er den Første, samtidig med at Han er den Sidste, den Åbenlyse og Manifesterende men stadig Skjul og en hel masse andet. En grubler som veludrustet omkring tro og synspunkter af ældgammel såvel som moderne filosofer, vil blive ramt af undring, når han ser bogens vidstrakte række og omfang omkring problemerne som bliver fremlagt og behandlet i bogen.

Der er så mange ting gemt i denne bog, men desværre har muslimerne glemt det, glemt det at bogens ejer er en personlighed som kunne svare på folks spørgsmål uanset tro, kultur og viden. Havde denne bog været i hænde hos folk der var vågen og bevidste omkring dets værdi, havde vi og vores verden i dag set helt anderledes ud i en positiv art.

”Han er med alt men ikke i den fysiske forståelse af nærhed. Han er adskilt fra alt men ikke som forståelsen af separation.”

”Han er ikke inden i ting i den fysiske tilstand(gennemtrængende eller indtrængende), ej er Han på deres ydre i den fysiske tilstand(for ekskludering nødvendiggør en form for begrænsning).”

Den Guddommelige essens er absolut og infinit og form- tilstand - og begrænsningskoncepterne kan ikke påføres på det. Mange af emnerne bliver behandlet på en meget hårfin måde og yderst detaljeret. Det er nok skyld i, at når folk kommer i gang med fortolkningen af denne bog, så tager det år. Ifølge Nahjul Balagha er det Guddommelige ikke et numerisk koncept, men en Guddommeligt enhed. Den numeriske værdi kan altid gentage sig, halveres og tilføjes til. Den Guddommelige enhed er større end det.

”Han er den Ene, men ikke numerisk forstået.”

”Han er ikke indskrænket af begrænsninger eller beregnet af tal.”

Hvordan kan man undgå at holde sådan en bog tæt som en filosof eller grubler, for slet ikke at nævne den almene muslim? Vi nævnte tidligere at Imam Ali(as) nævner, at Gud er den Første og Sidste, den Usete og Sete. Hvordan kan det lade sig gøre?

Den Guddommelige essens er transcendent. Tid, ingenting, start og en ende er for os svært at forstå i sammenhæng med Gud. At Gud er før evighed, er noget større end, at Gud altid har eksisteret. For idet øjeblik man nævner, altid, nævner man en eksistens inden for tid.  Guds eksistens går forud for tiden og en evig eksistens.

”… Sanserne kan ikke opfatte Ham, og intet kan skjule Ham.”

For Ham selv er han manifesteret, men for de menneskelige sanser er Han skjul. Det er på baggrund af menneskets begrænsede sanser, og ikke på baggrund af Ham selv.  Hvis man tager sig tid, og eventuelt bliver undervist af en moden lærer i Nahjul Balagha, vil man straks opdage at Ali ibn abi Talib var et ocean af viden indenfor det teologiske, filosofiske og metafysiske.  Det ville være enhver filosofs større drøm, at læse en bog som stadig den dag i dag, bliver undervist på et højt plan. Folk finder stadig i dag, nye emner fra bogen som har været gemt i bogen, for vores begrænsede forståelse og intellekt, slet ikke for at nævne vores materialistiske beskæftigelser som har drænet os for tid og spiritualitet.

Lidt om tilbedelse

At tilbede Gud er et centralt element samt søjlen af religions stabile grund.  Man kan have forskellige intentioner og attituder om tilbedelse. For nogle er tilbedelse et businessmøde med gevinst og tab. Ligesom en arbejder, der arbejder for et firma, og forventer løn, er de hengivende folk tilbedende på baggrund af Guddommelige belønning, som man opnår i efterlivet.

Tilbedelse har en form og en sjæl, et ydre samt et indre betydning. Det som handlingen og tungen ytrer, er formen og tilbedelsens ydre. Dets sjæl og betydning er noget helt andet. Det kan være ting såsom den hengivendes attitude, hans indre motiv som tiltrækker ham til tilbedelsen, den ultimative tilfredsstillelse og gavn man opnår via tilbedelse, og det kan være en rejse som man tilbagelægger på vej mod Gud.

Den frie mands tilbedelse

Menneskets tilbedelse kan ske på baggrund af et ønske om belønning, som bliver kaldt for den handlendes tilbedelse. En anden klasse, kan tilbede Gud på baggrund af frygt, bliver kaldt for slaverne. Til sidst er der en gruppe som tilbeder Gud af ren taknemmelighed, dette er tilbedelsen af de frie.

”Min Gud, jeg har ikke tilbedt dig på baggrund af min frygt for Dit helvede, ej på baggrund af min grådighed for Dit paradis, men på baggrund af at jeg fandt Dig tilbedelsen værdig, derfor tilbeder jeg Dig.”

Roden af al spiritualitet, morale og sociale aspekter af tilbedelse er gemt i en ting- Guds ihukommelse. Bønnen er den bedste måde at ihukomme Gud på, for den hellige koran fortæller smukt:

”Hæng fast ved bønnen så du kan forblive i Ihukommelsestilstanden af Mig”. [Koranen: 20:14]

En påmindelse om at den tilbedende ihukommer Gud, og lever med den viden, at Han altid observerer en, og han glemmer ikke, at han er Guds tjener. Ihukommelsen af Gud er målet for tilbedelsen.  Det gør at hjertet bliver renset som vil ebbe ud i refleksion af Guddommelig lys i hjertet.

”Uden tvivl har Gud, den Glorificeret gjort Hans ihukommelse til polering af hjertet, som får dem til at høre efter døvhed, se efter blindhed, underkaste sig efter ulydighed. I alle perioder hvor der ikke var nogen profeter, var der individuelle som Han hviskede til via deres intellekt og samvittighed.”

Mennesket har denne vidunderlige mulighed for at ihukomme Gud, som har den smukke effekt på hjertet, så man kan modtage Guddommelig inspiration og bevæge sig i intim kommunikation med Gud.

”Han har genoplivet sit intellekt og dræbt sig selv, når hans krop er svag, hans storhed skrumpet og hans stædighed blevet til blidhed.  Da vil en glans som et lyn blive nedsendt til hans hjerte, og oplyse stien foran ham, åbne alle dørene, og lede ham lige til fredens portal. Nu er hans fødder som bærer på hans krop, fast rodfæstet i positionen af sikkerhed og behag, fordi han har holdt hjertet beskæftiget med god handling og vundet Guds glæde”.

”De ser verdslige mennesker tilknytte stor betydning til kroppens dødelighed, mens de selv tilknytter større betydning til hjertets dødelighed, hos de som er i live.”

De hengivende og de spirituelle mennesker bliver beskrevet detaljeret. Deres tilstand, deres fysiske såvel som spirituelle tilstand. For de som ønsker mere spiritualitet, eller blot en forestilling om hvordan de hengivende, troende, retskaffent og Gudfrygtige folk er, kan læse Nahjul Balagha og arbejde med dem selv.

Moraliteten

Taqwa

Taqwa er tit forstået som afholdenhed og pietet, og jo større en grad det er, des større taqwa besidder man, eller rettere sagt, des mere perfekt er ens taqwa. Fortolket således får man en negativ forståelse af taqwa, idet man nærmest bliver nød til at skille sig af med det aktive liv, man har. Taqwa er dog uden tvivl positivt i sig selv, og er et essentielt princip af livet som helhed. For man er nødsaget til afholdenhed og pietet for at kunne leve et sundt liv.

Taqwa er en spirituel evne, der viser sig som et resultat af fortsat træning og øvelse. De sunde og rationelle former for afholdenhed er først og fremmest de forberedende årsager for det spirituelle evnes opståen. For det andet er det også dets effekter og resultat. Denne evne styrker og giver sjælen liv, også som en slags immunitet. En person som mangler denne evne, og ønsker at holde sig væk fra synder, vil se sig slået af synd årsagerne. Samfundet er aldrig uden disse årsager, så uundgåeligt må han være asocial og isolere sig selv. Derimod hvis taqwa er kultiveret i en persons sjæl, så er det ikke længere nødvendigt med isolation fra samfundet og omgivelserne. Han kan holde sig ren og ufordærvet uden at skille sig af med samfundsrelationerne. De første vil søge ly i bjerge og grotter for at undgå sygdom og epidemier, medens den anden gruppe er dem som har tilegnet sig immunitet og resistens via vaccination.

”Så en klog mand i bjerge

glad i en grotte væk fra verden

Hvorfor du ikke vil til byen returnere, jeg spurgte?

og lette dit hjerte fra denne byrde

Byen har mange fristende skønheder

og selv elefanter glider i hård mudder han svarede!”

”Vogt dig for synder er som vilde heste, hvis tøjler er fjernet, og som styrter med deres ridder i helvedets ild. Taqwa derimod er som den optrænet ganger, hvis tøjler er i ridderens hånd, og galoperer ind i paradiset”.

”Uden tvivl assisterer Guds taqwa Hans venner i afholdenhed fra ulovlige handlinger og bibringer Hans frygt i deres hjerter. Som et resultat passerer deres nætter i vågenhed og deres dage i tørst på baggrund af fasten”.

”For uden tvivl er taqwa et skjold og beskyttelse, og i morgen skal det være paradisets sti”.

Pietet (zuhd)

Pietet er sådan set at give afkald på verden. At give afkald på verden i sådan en måde, at man ikke gør midler til mål. Lad os sige at en tømrer skal bygge et træhus. Hvis tømreren tager en sav, og siger at, nu er saven målet, vil træhuset aldrig bygges. Det er sådan pietet skal forstås. De dyriske lyster i os, bør ikke være målet for vores eksistens men blot midler.

”Spis og drik, spis og drik

Sov en stund eller tag to

Husk kærligheden du har brug for

og glem ikke dit mål er højere end dette”

Spiser man for at leve, eller lever man for at spise? Mange mennesker lever for at fodre deres lyster, og glemmer helt det overordnede mål – menneskelige perfektion.

”Åh mennesker, zuhd betyder at beskære håb, takke Gud for Hans velsignelser og gaver, samt afholdenhed fra det som Han har forbudt”.

”… Den som ikke sørger over det som han har tabt, og ikke fryder sig over det som kommer til ham, har opnået zuhd i begge dets aspekter.”

Forskellen mellem islamisk pietet og en munks pietet er netop omkring punktet ”at cutte samfundsrelationer”.  Klosterlivet er en afvigelse introduceret af mennesket til den profetiske lære på baggrund af uvidenhed eller tilsikrede rettigheder.

Den pietetsudøvende er hård imod sig selv, så andre kan leve i behagelighed. Han opnår mægtig tilfredsstillelse, når han gør noget for andre end ham selv.

”Taqwa er når mennesket undertvinger sig selv hårdheder, så andre kan leve behageligt.”

PS. Bogen er tilgængelig på både engelsk og arabisk.